Christian Bech Nørhave: Vejen til min første bestyrelsespost

Christian Bech Nørhave er endnu én af de inspirerende og relatérbare rollemodeller for alle jer, der læser med her på Nyibestyrelsen.dk.

Jeg har haft fornøjelsen af at møde Christian på to kurser; Sådan finder du vej til din første bestyrelsespost og Kom i mål med en knivskarp bestyrelsesprofil. Her gik det hurtigt op for mig, at én ting er sikkert; Christian er en super stærk netværker som arbejder målrettet og ambitiøst - og dét er altså vejen frem!

Christian var heldigvis frisk på at dele, og her får du - i interviewform - alle hans guldkorn og erfaringer ift. at komme i gang med bestyrelsesarbejdet.

Læs med og lad dig inspirere!

Hvad laver du i dit daglige arbejde?

I det daglige er jeg ved tre primære firmaer; 

Jeg er hos Vendapto, som er SaaS løsninger til informationssikkerhed. Her arbejder jeg med salg og integration.

Derudover har jeg min egen enkeltmandsvirksomhed, hvor jeg praktisk talt laver alt fra a til z. Det hedder Just Trust IT, hvor jeg primært udfører uvildig IT-rådgivning. 

Sidst men ikke mindst, så har jeg lige startet en mental sundhedsapp, som hedder Train Your Mind. Her er mine roller mange, og jeg fungerer faktisk både som CTO, CFO og COO. Min primære opgave er at sikre, at den rigtige platform bliver bygget.

Hvorfor valgte du at gå ind i bestyrelsesarbejdet?

Jeg valgte at gå ind i bestyrelsesarbejdet fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Tanken om at kunne gøre en forskel motiverede mig.

Min første bestyrelsespost var ubetalt. Til at starte med tænkte jeg, at det var underligt hvor lidt styr der var på tingene. Netop dét motiverede mig til at bidrage med mine kompetencer.

Havde du nogle forbehold eller fordomme om bestyrelsesarbejdet, der holdt dig tilbage?

Jeg vidste næsten ingenting om bestyrelsesarbejdet, så alt var meget nyt for mig. Som person er jeg meget nysgerrig, og det blev derfor efter “Pippi tilgangen”; Det har jeg aldrig prøvet før, så det er jeg nok god til.

Hvordan fik du din allerførste bestyrelsespost?

Jeg har tidligere erfaring fra ubetalte bestyrelsesposter samt bestyrelsesposter, hvor jeg har været involveret i et ejerforhold.

Min første “rigtige” bestyrelsespost fik jeg hos en virksomhed, som jeg ikke kendte i forvejen - og jeg fik den rent faktisk på at være sjov på LinkedIn.

Jeg så et opslag på LinkedIn, hvor en virksomhed søgte en ny CFO. I opslaget stod der blandt andet, at hun havde en Christian Bech derhjemme - men at hun manglede præcis sådan én på arbejdet. Så kommenterede jeg, om det skulle være PRÆCIS en såkaldt “Christian Bech”.

Joken kørte videre i kommentarsporet, hvorefter vi linkede op. Der var kemi fra start, og jeg blev inviteret på en kaffesnak. Her fik vi bekræftet, at der var et match - og vupti, så blev jeg inviteret ind i Good-styrelsen.

Hvad kan du bidrage med i bestyrelseslokalet - og hvordan skaber det værdi for virksomheden?

Dét som jeg kan bidrage med er mine kompetencer og erfaringer. Mit ønske er at bidrage ved at flytte mennesker og virksomheder. Det skal forstås sådan, at jeg skal kunne påvirke virksomheden i sådan en grad, at den rent faktisk rykker på sig. Eksempelvis hvis der er sparring med CTO eller workshop med medarbejdere, så er det noget jeg tænker ind i bestyrelsesarbejdet.

En anden ting som jeg kan bidrage med er mit fremtidssyn. Jeg er en del af et fremtidsnetværk, hvor vi blandt andet træner fremtidssyn, trendspotting og meget mere. Det vil jeg mene, at der er en af de allervigtigste værktøjer som jeg tager med ind i bestyrelseslokalet.

Sidst, men ikke mindst; Min nysgerrighed. Der er næsten altid en god forklaring på, hvorfor vi tager de valg, som vi gør. Jeg er dog så nysgerrig, at jeg slet ikke kan lade være med, at kigge ind i maskinrummet - jeg er nysgerrig på, hvorfor det er sat sammen som det er.

Det har i mange tilfælde hjulpet mig til at kunne rådgive om fremtidige beslutninger.

Hvad er det allerbedste ved at arbejde i en bestyrelse ?

Det allerbedste ved at arbejde i en bestyrelse er at hjælpe folk med at realisere deres drømme. Det motiverer mig at høre om visioner og mål - og så byde ind med, hvordan jeg mener, at de kan nås. At få lov til at gøre det på øverste ledelseslag er et privilegium. Man påvirker ikke et enkelt menneske, men derimod en hel virksomhed.

Andet du gerne vil dele?

Jeg mener simpelthen, at folk skal stoppe med at SIDDE i bestyrelser. Folk skal ARBEJDE i bestyrelserne med deres kompetencer. Det er jo derfor, at det hedder bestyrelsesarbejde - og netop dét blev jeg bekræftet i tilbage i maj måned, hvor jeg var til Presidents Summit (Ledelsekonference).

Jeg overhørte to ældre herrer snakke om bestyrelser - og særligt en post, som den ene havde. Her blev der blandt andet sagt følgende:

"Nu har ejeren fandme fået et eller andet kvindepis i hovedet omkring en kompetencebaseret bestyrelse. Jeg har fandme siddet i den bestyrelse i 5 år. Nu er der risiko for at jeg ryger ud, fordi en eller anden idiot har overbevist ham, at en bestyrelse skal kunne noget mere"

"Men Jens… har du ikke hele tiden selv sagt, at det bare var en loppetjans?"

"Jo jo. 85t.kr om året for fem møder. Det er absolut de nemmeste penge, som jeg tjener. Jeg behøver jo ikke engang forberede mig - Jesper har jo styr på alt det finansielle."

Jeg troede at det var en joke, men han mente det alvorligt: Ifølge ham kræver dét at være i en bestyrelse hverken forberedelse eller kompetencer.

I kan læse mere om min oplevelse og #MereKvindePis her!

I den forbindelse er jeg også kæmpe tilhænger af tidsbegrænsede bestyrelseskontrakter. Man bør kun arbejde i bestyrelser så længe, at det er lige præcis den specifikke kompetence, som der er brug for.

Her kan du finde flere inspirerende rollemodeller: