Arrangøren skriver:
PwC, Nykredit ErhvervsBank, Dansk Erhverv og Finans har fornøjelsen af at invitere dig til kåring i region Fyn. Vær med, når vi hylder Danmarks dygtigste ejerledere.
Glæd dig til kåring i region Fyn, hvor vi finder en Regionsvinder og regional Temaprisvinder 2021.
Vi hylder således en ejerleder, der som frontfigur har haft en central rolle i skabelsen af en ekstraordinær succeshistorie til inspiration for andre ejerledede virksomheder. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema: Bæredygtighed. Som noget nyt i år uddeler vi også en pris for Årets Helt(inde) 2021, som gives til en ejerleder, som har gjort sig særligt bemærket i lokalsamfundet.
Alle regionsvindere fra de syv regionskåringer går direkte videre til den store finale, landskåringen, hvor vi kårer Årets Ejerleder 2021 og Årets Temaprisvinder 2021 blandt regionsvinderne fra de syv regionskåringer landet over, og hvor vi uddeler Årets Hæderspris 2021.
På kåringen i region Fyn kan du ydermere se frem til et inspirerende indlæg ved Anders Top Haustrup, direktør og medejer af Plus Pack.
Plus Pack er et familieejet selskab, som designer, udvikler, producerer og sælger emballageløsninger til den globale fødevareindustri. Virksomheden har igennem flere år haft et stort fokus på cirkulær økonomi ved at forebygge madspild, mindske affald og fokusere på materialer, som er lette at genanvende og dermed kan bruges igen og igen. I sit indlæg vil Anders Top Haustrup, med udgangspunkt i Plus Packs forretninsmodel, komme ind på, hvordan virksomheder kan understøtte den grønne omstilling ved at udvikle nye, cirkulære forretningsmodeller, som bidrager til en mere bæredygtig verden.