Du behøver ikke hedde Jens…
Jeg har skrevet “Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt“, fordi der mangler nye profiler i de danske bestyrelser.
Min egen vej til de første poster
Selv fik jeg 3 bestyrelsesposter på 1 år. Jeg var 39 år, havde en cand.mag. i Religionsvidenskab, kørte en soloselvstændig virksomhed og gik i blomstrede kjoler.
Det harmonerede ikke med billedet af “Et bestyrelsesmedlem”™️, og måske derfor fik jeg utroligt mange spørgsmål à la:
“Hvordan kom du i gang?” og “Hvad gjorde du egentlig?”.
Med tiden blev det tydeligt for mig, at der var brug for, at mange flere kommer i gang med bestyrelsesarbejdet.
De danske bestyrelser er (alt) for ens
De danske bestyrelser er præget af en stor homogenitet i persongalleriet, og det virker ikke fremmende for den vækst, innovation og udvikling, som virksomhederne har brug for.
Dertil er der stadig mange danske bestyrelser, som agerer kontrolorgan - og udelukkende agerer kontrolorgan. Dvs. at de ikke er værdiskabende ift. at sikre strategisk retning og flyvehøjde for virksomhedens vækst og udvikling.
Og så er der alle familiebestyrelserne, som ikke er nogen af delene.
Alt for mange familiebestyrelser
Center for Ejerledede Virksomheder dokumenterer, at både omsætning og produktivitet stiger det første år, familiemedlemmer udskiftes med eksterne medlemmer, og Center for SMV ved Aarhus Universitet dokumenterer, 1) at virksomheder med en nedskrevet strategi performer bedre end virksomheder uden. Og 2) at der er en klar overvægt af værdiskabende strategier i virksomheder med en bestyrelse.
Rekruttering til de danske bestyrelser
Så der er god grund til at implementere langt flere værdiskabende bestyrelser. Det er bare svært at forestille sig, at det altid er de bedste kandidater, der får den ledige post, når over 80% af alle bestyrelsesrekrutteringer iflg. SMV-bestyrelsesrapporten 2020 fra BoardPartner kører via små, lukkede netværk.
Sådan afmystificerer vi bestyrelsesarbejdet
Derfor har jeg skrevet “Du behøver ikke hedde Jens”.
Der er et hav af kvalificerede kandidater til de danske bestyrelser, som end ikke ser sig selv som kandidater, fordi de ikke ligner “Et Bestyrelsesmedlem”™️.
…Og alle dem, som positivt ved, at de kan bidrage, har svært ved at blive bragt i spil, fordi de ikke er en del af de lukkede cirkler, der rekrutteres fra.
Alt det gør bogen op med ved at afmystificere bestyrelsesarbejdet, så langt flere kan se sig selv som en del af det, og ved at give en lang række helt konkrete, hands-on råd og anbefalinger til at finde vej til den første post.
Køb bogen online lige her »