Hvad er egentlig en “professionel” bestyrelse (og andre ting, jeg lærte til eksamen på bestyrelsesuddannelsen)👀
Kæmpe stort tillykke til hold 4 af bestyrelsesuddannelsen med fokus på ESG med forrygende flotte eksaminer, hvor jeg - som altid - muligvis var den, der lærte allermest.
I hvert fald tager jeg altid nye refleksioner og indsigter med hjem fra eksamensdagene.
Denne gang om den såkaldt professionelle bestyrelse (for hvad er det egentlig?), om trædesten og snublesten og om det vigtige fundament, som er forudsætningen for alting - også i bestyrelsen.
Hvad er den professionelle bestyrelse?
Oh ja. Hvad er egentlig det? Den “professionelle” bestyrelse.
Mange bruger ordet om bestyrelser, hvor medlemmerne modtager et honorar. Som om at betalte bestyrelser arbejder bedre eller mere professionelt end andre former for bestyrelser - fx de frivillige?
Den køber jeg ikke, og det gjorde eksaminanden heller ikke.
Der bliver nemlig lavet vanvittigt meget godt, værdiskabende og - ja - professionelt bestyrelsesarbejde ude i vores mange frivillige bestyrelser.
Så skulle vi ikke være varsomme med bruge af “professionel” - eller i hvert fald udvide betydningen til også et gælde alt det totalt værdiskabende bestyrelsesarbejde, der bliver lavet i foreninger, på skoler og i daginstitutioner.
Jeg har set blændende eksemplar på værdiskabende bestyrelser i alle tilfælde - hvorfor der også altid bliver givet 12-taller til eksaminer, der handler om de frivillige bestyrelser.
De gør det nemlig rigtig godt - og arbejder super professionelt, ordentligt og redeligt.
Laver vi trædesten eller snublesten?
Denne gang var der flere opgaver, som handlede om at komme godt i gang med den værdiskabende bestyrelse, for her skal vi nogle gange lægge nogle trædesten ud.
Bestyrelsen kan godt være en snublesten, hvis ikke man får startet rigtigt op - og særligt hvis ejerlederen ikke er klar.
Her kan det være, at det er bedre at starte med en wing man eller wing woman, som kan hjælpe én godt i gang. Basal ledelsesmæssig sparring 1:1.
Det kan også være, det er bedre at starte med et advisory board for at begynde at øve sig på at få ledelsesmæssig sparring af flere på én gang.
Overvej derfor, om der skal lægges nogle trædesten ud, før man går i gang med at etablere en decideret bestyrelse.
Hvordan bygger vi det rigtige fundament?
Der er altid cases, som lander på fundamentet.
Typisk når vi bliver meget ambitiøse på bestyrelsernes vegne.
Det kan være, at vi gerne vil implementere de 7 Gode Bestyrelsesvaner, at vi gerne vil i gang med nye medlemmer, nye kompetencer og åbne opslag, eller at vi gerne vil bringe nogle af alle de gode ESG-værktøjer i spil i bestyrelsens arbejde.
Her viser det sig, om bestyrelserne er klar - eller om vi skal helt tilbage til fundamentet, før vi overhovedet kan begynde - skridt for skridt - at bygge en ny bestyrelsespraksis op.
Tusind tak til hele hold 4 for at inspirere og imponere både mig og censor Rasmus Gøther Frost og kæmpe stort tillykke med jeres forrygende flotte eksaminer 🚀
Nysgerrig på bestyrelsesuddannelsen?
Så deler jeg masser af indhold fra alle mine bestyrelsesuddannelser lige her: