Skal man have en bestyrelsesuddannelse?
Der er mange spørgsmål, som finder vej til min indbakke igen og igen, og ét af de helt klare højdespringere er spørgsmålet om, hvorvidt man skal have en bestyrelsesuddannelse for at få en bestyrelsespost.
Det lyder typisk:
“Skal man egentlig have en bestyrelsesuddannelse for at komme i gang med bestyrelsesarbejdet?”
Her er jeg helt klar i spyttet:
Nej, man skal ikke ha’ en bestyrelsesuddannelse for at få en bestyrelsespost.
Faktisk er det forsvindende få af alle dem, der i dag bemander vores bestyrelser, som har en bestyrelsesuddannelse.
Så det korte svar er nej.
Jeg er selv et levende eksempel. Jeg havde heller ikke en bestyrelsesuddannelse, da jeg fik min første post.
(Ligesom et væld af Jens’er i jakkesæt, der også bare er gået i gang med bestyrelsesarbejdet på bedste beskub)
Men derfor kan det selvfølgelig godt være en god idé at tage en bestyrelsesuddannelse. Det er bare ikke et krav eller en forudsætning for at arbejde i en bestyrelse.
En bestyrelsesuddannelse kan være en god idé
Men det kan bestemt være en god idé at tage en bestyrelsesuddannelse.
Både for at få styr på den faglige viden og for at få afmystificeret, hvad man egentlig laver i bestyrelsesarbejdet.
Det er en af mine pointer ift. at få flere i gang med bestyrelsesarbejdet.
Vi skal afmystificere, hvad der foregår, og vi skal åbne døren ind til det lukkede rum.
Derfor har jeg også flere episoder af min podcast, der netop deler ud af de værktøjer og den viden, vi arbejder med på bestyrelsesuddannelserne. Find oversigten her >>
Bestyrelsesuddannelse på CV’et
Derudover er der også dem, som godt liiige vil ha’ uddannelsen først. Bare lige så de ved, at de med sikkerhed kan skabe værdi i bestyrelsen - i stedet for bare at brage ind i bestyrelseslokalet.
Gæt selv. Iflg. min egen aldeles uvidenskabelige undersøgelse er der en overvægt af kvinder i denne kategori. Vi vil godt lige ha’ CV’et helt på plads, inden vi med ro i maven rækker hånden i vejret og siger “Hej, jeg er klar på noget bestyrelsesarbejde”.
Der er naturligvis også (unge) mænd, som siger det samme, og det er selvfølgelig udtryk for, at en bestyrelsesuddannelse giver mulighed for, at man lige stiver sig selv af. At man med uddannelsen på plads retter ryggen og - med høj, klar stemme - siger “Hej, jeg er klar på noget bestyrelsesarbejde”. Med ro i maven. Det er selvfølgelig en super god grund til at tage den uddannelse.
Man skal selv tro på det for at virke overbevisende over for andre.
Derfor kan man også overveje at finde de bestyrelsesuddannelser, der reelt fokuserer på, hvordan man går ud og lander de første poster.
Adgang til netværk
Endnu en god grund til at tage en bestyrelsesuddannelse handler slet ikke om den faglige viden, du får adgang til.
Det er det netværk, du får adgang til.
Særligt hvis du er ude på at lande bestyrelsesposter, er netværket noget af det, du skal i gang med at udvide og udvikle.
En større del af deltagerne på bestyrelsesuddannelserne er fx ejerledere og bestyrelsesformænd. De er rigtig gode at kende, hvis du gerne vil ha’ en post. Det er nemlig ejerlederne og formændene, der besætter de nye poster.
Derudover bliver jeg som underviser på adskillige bestyrelsesuddannelser med jævne mellemrum kontaktet af formænd og ejerledere med brug for et nyt bestyrelsesmedlem. Så er det jo meget godt at være på radaren her også.
Forskellige former for uddannelse
Det er ikke nogen hemmelighed, at bestyrelsesuddannelserne rent prismæssigt kan være en pebret størrelse. Derfor kan du også med fordel kigge efter alternativer til de store uddannelser, hvis du synes, prisen er lige høj nok.
Derudover er det vigtigt at overveje, hvilken form for bestyrelse du gerne vil ud og arbejde i.
Her er sandsynligheden for at finde bestyrelsesposter fx allerstørst i de små og mellemstore virksomheder, hvorfor jeg klart ville fokusere dér, hvis jeg skulle ud og finde en bestyrelsesuddannelse.
Men det kan også være, du hellere vil arbejde i foreninger, fonde eller finansielle virksomheder, og så findes der også målrettede bestyrelsesuddannelser til det.
Gratis bestyrelsesuddannelse - på lyd
Nu er det ingen hemmelighed, at jeg selv underviser på flere professionelle bestyrelsesuddannelser, men min grundlæggende mission er at afmystificere arbejdet og åbne dørene til de danske bestyrelser, og derfor deler jeg også al min viden - kvit og frit og ganske gratis - i min podcast.
Nedenfor har jeg samlet de episoder, der specifikt handler om viden og værktøjer fra bestyrelsesuddannelsen.
Så kan du altid starte dér og se, om du overhovedet har brug for mere.
Episoderne kommer her: