Anbefalinger for god selskabsledelse i danske SMV’er

Når vi arbejder i bestyrelser, er der en masse lovgivning, vi skal forholde os til.

Det er fx de ting, der er skrevet ind i Selskabsloven, som vi ofte sammenfatter under den brede betegnelse “bestyrelsesansvaret”.

Her gennemgår jeg kernen i bestyrelsesansvaret »


Bestyrelsesansvaret er - skåret helt ind til benet - de ufravigelige, lovgivningsbestemte regler, som vi skal følge.

Men ud over alle de regler, vi skal følge, er der også nogle anbefalinger, vi kan vælge at følge.

Det er det, vi kalder anbefalinger for god selskabsledelse (*).

Her er altså ikke tale om ufravigelige regler, men om lidt blødere anbefalinger.

Anbefalinger for god selskabsledelse på tværs af sektorer

Vi har i mange år haft alle mulige anbefalinger inden for flere forskellige sektorer:

Anbefalinger for god Fondsledelse

Anbefalinger for god ledelse i selvejende kulturinstitutioner

God Almen Ledelse (for den almene boligsektor)

Kodeks for godt bestyrelsesarbejde for forbrugerejede forsyningsselskaber

Anbefalinger for god ledelse i den frivillige sociale sektor

Anbefalinger for god ejerledelse

Endelig har vi også fået “Anbefalinger til god selskabsledelse i danske SMV’er”, som bestyrelsesnetværket ASNET står bag.

Anbefalinger til god selskabsledelse i danske SMV’er

Efter i mange år kun at have haft de anbefalinger, der ligger på corporategovernance.dk, som primært henvender sig til store virksomheder, har bestyrelsesnetværket taget fat og udviklet 22 anbefalinger for god ledelse i danske SMV’erne.

SMV’erne er nemlig ofte anderledes end de store virksomheder, hvad angår fx ejerskab, betydning af familiære relationer og ikke mindst identifikation for ejeren (som ofte også er direktør i virksomheden).

Derfor er der behov for at anbefalingerne justeres til SMV’erne, som i parentes bemærket udgør 99% af alle danske virksomheder og dermed en betydelig del af dansk erhvervsliv.

Du kan hente anbefalingerne her »

Fem hovedtemaer

Anbefalingerne fordeler sig på disse 5 overordnede temaer:

1. Bestyrelsens samspil med ejer

2. Bestyrelsens opgaver og ansvar

3. Åbenhed og gennemsigtighed

4. Bestyrelsens organisering, sammensætning og honorering

5. Bestyrelsens samarbejde med den daglige ledelse

Hent alle anbefalingerne her »

Følg eller forklar

Eftersom der ikke er tale om love eller faste regler, benytter man typisk et “følg eller forklar”-princip i arbejdet med anbefalingerne.

Konkret:

Er du medlem af en bestyrelse, og vil du gerne, at I løfter værdiskabelsen ved at begynde at arbejde efter anbefalingerne, kan I tage anbefalingerne én for én og drøfte:

Følger vi denne anbefaling?

Hvorfor eller hvorfor ikke?

Hvis ikke: Lad os forklare, hvorfor vi ikke følger den givne anbefaling.

På den måde tvinger vi os selv og hinanden til hele til at arbejde mere og mere værdiskabende alene ved at forholde os til vores egen praksis og vurdere i hvor høj grad vi lever op til anbefalingerne - eller ikke.

(*) Bemærk, at “ledelse” er det, der foregår i vores virksomheder hver evig eneste dag, men “selskabsledelse” er udtryk for det, der foregår i bestyrelsen og den øvrige del af governancestrukturen).

Forrige
Forrige

Hvor meget tid skal man bruge på en bestyrelsesuddannelse?

Næste
Næste

De 7 gode bestyrelsesvaner: Sådan laver du værdiskabende bestyrelsesarbejde ✅